Hvor bliver lyset af?

Vi har haft møde med elektrikeren, som er kommet med dommen over vores gadelys. Ledningsnettet er desværre i dårlig forfatning mange steder.

Som vedlagte billede viser, så er alle ledninger målt ud, og der er rigtig mange ledninger, som skal udskiftes (Alle de steder som er markeret med gult). Derudover er alle sikringsindsatser taget ud og der er sat samlingsdåser i. Det skyldes at sikringsindsatserne var fugtige og med til at give overgang i systemet. Sidst så er der ikke tilkoblet HPFI relæ, så det skal også laves lovmæssigt. Der skal 2 stk. til – et til hver ledningsnet.

Ledninger kan nogle steder skydes rundt i jorden, men andre steder skal der foretages en del gravearbejde. Vi forsøger at værne om det nye asfalt :).

Vi får tilbud på det gravearbejde, der skal foretages – forhåbentligt i indeværende uge – og hvis alt flasker sig, så kan alt være på plads i slutningen af uge 5.

Men det løber stærkt på omkostningssiden, og projektet kan ende helt oppe på omkring kr. 50.000,- inden vi er færdige. Men vi ser det som nødvendig vedligehold – og vi mener det skal gøres ordentlig, forsvarlig og ikke mindst lovligt.

Forhåbentlig skulle vi så gerne være væk fra lappeløsninger, og sikre et holdbart setup fremadrettet.